lørdag den 9. november 2019

65 ÅR

Jeg vælger at starte dette indlæg med denne overskrift, - for det skal lige fordøjes.

Du er sku` blevet gammel.

Man kan lige så godt se det i øjnene, - den tid man kan forvente fortsat at være på denne klode er begrænset, - det tynder ud i rækkerne blandt venner og bekendte, og lige pludselig er det dig selv som står for tur.
Jeg skal inden længe om til Mor og nyde eftermiddagskaffen sammen med hende. Om godt en måneds tid har hun fødselsdag, og om "gud vil", så bliver det til 92 år.

Jeg glæder mig over hver dag hvor jeg kan køre om og hilse på hende, og se at hun stadigvæk kan klare sig med den begrænsede hjælp som kommunen leverer ( 20 minutter hver 3. uge ), og at jeg lige klarer lidt købmandsvarer, bærer lidt skrald ned, og småting der lige kan klares når jeg nu "alligevel er der".

Jeg har haft stor glæde af at skrive her på "bloggen" ignnem de seneste år, men det er ligesom om at dette behov for skriftligt at bearbejde min hverdag, og nedfælde den på "papir" er aftaget.

Ligesom man kender udtrykket "mæt af dage", så er jeg ligesom kommet til et punkt hvor jeg er "mæt af ord".

Jeg føler ganske enkelt at jeg har fået sagt det jeg skal, - i det store hele.

Jeg kan da stadigvæk have lyst til at fortælle om noget jeg har oplevet, men her kan Facebook i stor udstrækning klare behovet.

De mere dybe og filosofiske tanker er tænkt og skrevet på disse sider igennnem nogle år, og jeg har vist været rundt om det meste.

Universet, meningen med livet, o.s.v..

Dermed ikke sagt at jeg ikke vil skrive her på bloggen eller hjemmesiden mere, men det bliver ikke i den udstrækning som tidligere.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar