onsdag den 19. februar 2020

Har ikke skrevet her på bloggen siden min 65 års fødselsdag sidste år.

Årsagen skal nok findes i at der egentlig intet nyt sker i mit liv.

Jo, - jeg lever jo en dagligdag, og alt er jo ikke 100% ens, men det er ikke nok til at jeg gider at skrive det ned. Dog er jeg begyndt at "kigge tilbage" i tiden på hvad jeg har skrevet tidligere, idet jeg jo nu har bevaret næsten 5 års skriblerier om løst af fast i mit liv. Nogen gange er der dage og uger imellem at jeg har skrevet noget, men det giver alligevel et overblik over mit liv.

Ser jo bl.a. en af mine facebook venner jævnligt lægge en billedserie ud fra hendes vandreture med hunden, og det er jo gode naturbilleder, og hunde/dyr er jo altid gode emner på et billede.

Problemet er så set fra mit synspunkt, - at når ruten og omgivelserne er næsten det samme gang på gang, så blegner interessen fra min side efter 10 - 20 næsten identiske fotoserier, - ja, egentlig længe før.

Hvis så der var en god tekst med, med lidt nyheder o.l., så ville det jo hjælpe gevaldigt, men følgeteksten er ret kort og nærmest enslydende fra gang til gang.

Fik her sidste år skrevet en kommentar på FB i forbindelse med et billede af en solopgang, - at vi vel efterhånden var "mættet" med solopgange og solnedgange.

Jeg får normalt skyld for at være en temmelig habil fotograf, - uden selv at gøre noget stort nummer ud af det, - men jeg kan love for at jeg fik nogen slag over snuden for denne bemærkning.

JEG VAR BARE MISUNDELIG, var en af kommentarerne.

Mit budskab blev komplet misfortolket, - og jeg har valgt at resignere og udelade at prøve på at forklare hvad jeg mente.

Mit medlemskab af facebook kan vel efterhånden føres 12 år tilbage i tiden, og funktionen "mine minder på facebook" bringer mig jo også jævnligt en del år tilbage i tiden.

Der er jo kun 2 - 3 måneder til at jeg kan sende ansøgning om folkepension ind.

Det bliver jo egentlig ikke den store overgang, for jeg "kører" jo på 5. år som efterlønner, og selvom man egentlig er en del af arbejdsmarkedet stadigvæk, så er man jo rent teknisk/praktisk fjernt fra det.

Jeg har lagt min kost om her de seneste dage.

Havde jo en periode på ca. 3 uger her sidste tidlige forår, - hvor jeg var totalt invalideret. Var ikke uden for en dør i 12 dage, og kom kun meget langsomt ovenpå igen.

Det blev jo så til en sommer med mange gode oplevelser, - cykeltur søen rundt, - tur med hajkutter, - 70 års jubilæum for Boligforeningen Lolland, og 100 års jubilæum for boligforeninger generelt, - det sidste blev fejret med helstegt pattegris og stort telt ude ved Dampmøllen.

Var også med jazztoget til Bandholm, fil sejlet et par gode ture sammen med Lars på søen, og nåede da også et par gode badeture til Bredfjed, selvom det ikke rigtigt vil blive som i gamle dage.

Fik også cyklet en del gode ture med min elcykel, bl.a. en tur ad jernbanestien til Rødby Havn, - og senere hen på sommeren en længere tur på diget ud mod Nakskov siden.

Der var jo arrangeret musik på torvet en del gange også, så her blev det til nogle eftermiddage med god musik og høkerbajere igennem sommeren.

Mit store hængeparti er så min havkajak, den fik lov at blive liggende i garagen hele sidste sommer, men har alvorlige planer for den i år, - har tænkt mig at montere pontoner på siderne. Lidt latterligt måske, men det er åndsvagt at have en god kajak liggende til ingen nytte, så må folk more sig over "støttehjulene".

Jeg ved ikke om jeg har husket det hele, - noget er nok smuttet, men det meste er vist med.

Jo, - jeg gjorde jo ikke det store nummer ud af min 65 år fødselsdag, men fik lavet et lagkage til 220 kr. omme hos bageren på torvet, som jeg tog med om til mor.
Den var til 10 personer, det var det mindste de ville lave til, så der var jo 2/3 tilbage af den på fødselsdagen, så resten kom i køleskabet, og det blev til en gang kaffe og lagkage mere inden den (næsten) var udryddet.




















Ingen kommentarer:

Send en kommentar